Historier fra Kina

I den sydvestlige provins Yunnan - hvor vi befinder os nu - er de kinesiske maend tilsyneladende meget glade for hinanden. Her kan man paa gaden passere forbi maend - unge og gamle - holdende i haand eller direkte omslyngrende hinanden. Et usaedvanligt syn for mig som jo kommer fra at homo-forskraekket land hvor maend knap nok toer give udtryk for at de synes om hinanden, i saa fald hoejst igennem en haard tackling i en fodboldkamp eller et slag med knyttet haand imod en skulder. Jeg mener at have laest at denne form for adfaerd dog skulle vaere meget normal i Kina blandt maend som er venskabelige, eftersom 'homotendensen' (med risiko for at genere nogen) ikke rigtig er naaet herover og kineserne uden for Beijing og Shanghai knap skulle have fantasi til at forestille sig at to maend ville vaere mere end almindeligt interesserede i hinanden - og dem der har paa ingen maade ville turde give udtryk for det. 

Efter at have tilbragt et par dage i Yunnans hovedstad, Kunming, er Anders og jeg nu havnet i smukke Dali. Paa trods af advarsler herom havde vi ikke evner til at forestille os at vi ville rende ind i noget som mest af alt minder om en dansk sommer her i Kina. Vores daarlige vejrkarma har forfulgt os fra Hainan og giver sig nu til kende - ikke blot igennem regn, men ogsaa gennem temperaturer som i bedste fald naar op paa 25 grader. Dette er lidt koldt og vaadt sammenlignet med det vejr vi har vaeret vant til og vi har da ogsaa set os noedsaget til at hoste op til et par gummiroejser og et lunt toerklaede, saa vi lige kan formaa at holde varmen.

Tiden gaar derfor mest med at drikke Yunnankaffe/groen the og laese boeger/skrive mails paa en af Dalis mange vestaerlaending-tilpassede cafeer, hvor man bl.a. kan faa burgere og pizza. Jeg proever dog at modstaa fristelsen til at bestille tunsandwich da man normalt kun bliver skuffet (der er ingen salat i/broedet smager af sukker eller er toert/pommesfriterne er daarlige og uden salt) og i stedet gaa efter det mere oplagte valg, nemlig de kinesiske kulinariteter, hvilket nogen gange kraever en del viljestyrke at bestille eftersom jeg er ved at traenge til en pause fra nudler og ris.

De kinesiske saelgere er meget ivrige og man kan ikke engang faa lov at sidde og spise sin tunsandwich/skrive emails uden konstant at have lokale kvinder haengende over sig. Det er det samme alle disse kvinder vil saelge - haarspaender, oereringe og halskaeder og metoderne er paagaaende: fra ikke at ville gaa fra bordet foer man 5 gange har gentaget at man ikke vil koebe (bu mai), til helt umotiveret at saette et spaende i ens haar (mens man uinteresseret nipper til sin mangojuice) i haabet om at det skal gaa op for en at det netop var det spaende man sad og savnede. 

Eftersom vi ikke oplever det store for tiden fordi vi ikke gider bevaege os for meget ud i regnen vil jeg benytte spaltepladsen her til at skitsere kvindernes (hvorfor er det altid kvinderne?!) salgstrick i Yangshou, en by hvor vi boede for et par uger siden. Her fulgte saelgerne simpelthen efter en og ydede een en 'service' som de saa haabede paa at faa betaling for. Som da vi skulle bestige et lille bjerg og en gammel kvinde fulgte efter os hele vejen op, baerende paa et tungt laes af drikkevarer i den forestilling at hun var vores guide og vandbaereske, og selv om vi flere gange bad hende om at gaa fulgte hun med os hele vejen til tops. Vi moedte ogsaa andre turister under bestigningen og alle havde hver deres 'personlige' uopfordrede guide med sig.

Eller som da vi ville cykle os en tur og op til tre lokale kvinder fulgte efter os. Naar vi stoppede, stoppede de ogsaa og naar vi naaede til et sted hvor vejen delte sig i to, fortalte de os hvilken vej vi skulle cykle (vi tog dog normalt den modsatte for non-verbalt at indikere at vi ikke var interesserede i deres service, naar de nu ikke reagerede paa verbalt afslag).  Disse oplevelser var yderst irriterende, men mest af alt frustrerende og soergelige, da man jo ikke selv kunne droemme om at paatage sig et saadant desperat job og jo godt kunne regne ud at de lokale nok heller ikke havde taget jobbet fordi de syntes det var fedt. Paa vores cykeltur moedte vi i oevrigt ogsaa en kvinde som blokerede stien med sit barn, som sad i saadan en kinesisk baerekurv. 5 yuan skulle hun have for at vi maate tage et bilede af hende og barnet. Vi takkede dog paent nej og moevede os forbi.

I morgen tager vi bussen til byen Lijiang som ligger ca. 3 timer nord herfra. Der skulle regne mindst ligesaa meget som der goer her, men om ikke andet faar vi da set nogle andre cafeer og det er jo ogsaa ret hyggeligt...

Efterhaanden kan min rejselyst i Kina sammenlignes med appetitten ved en all-you-can-eat-buffet. Engang var jeg sulten og hungrede efter mere Kina. Jeg noed alle oplevelserne maeskede mig i nye indtryk. Nu smager det hele lidt ens og jeg kan ikke rigtig se nogen mening i at blive ved med at spise, naar der ikke er plads til mere i maven. Alligevel skal man jo have noget for sine penge, saa for tiden forsoeger jeg at kaempe mig igennem desserten, eller dvs. mine sidste par uger i Riget i Midten foer jeg kan vende hjem til flaeskesteg og rugbroed.

Da Anders og jeg rejste til badeoeen Hainan - den sydligste provins i Kina - var det hovedsageligt fordi vi haabede paa at vi ved at tage en pause fra alt det rejseri kunne samle lidt mere appetit. Men vores ophold paa oeen indtil videre er dog ikke gaaet helt efter planen. Hainan har nemlig vist sig at vaere en vaerre regnvejrsoe for tiden og da vi den foerste dag vi var har laa og noed den dejlige strand ved Yalong Bay begyndte det. Det var startet godt - solen skinnede, vi havde fundet et sted paa stranden hvor vi kunne ligge under en eksotisk parasol og drikke kokosmaelk af friske noedder imens vi laeste vores boeger eller afbroed for at hoppe i vandet. Men pludselig som vi stod nede i det blaa vand med taeerne i det bloede sand saa vi regnen komme dansende hen over havoverfladen. I loebet af faa sekunder var den ved os - og ved vores ting, som vi maatte loebe op for at tildaekke.

Og siden da har moensteret tegnet sig nogenlunde ligeledes. Hainan er tilsyneladende et mekka for russere. Paa alle butiksruder staar butikkens indhold paa hhv. kinesisk og russisk og mange restauranter har russisk menukort. Vi bliver ofte tiltalt paa russisk hernede, selvom vi jo godtnok ikke selv synes at vi ligner russere. Russerne selv regner rundt med deres afblegede haar og usmagelige toejstil (inklusiv g-streng-badebukser til maend) og kaster om sig med penge - og aergrer sig vel ligesom os over at deres ferie paa en sydhavsoe skal gaa op i regn og torden. Kineserne hernede virker derimod fantastisk optimistiske, insisterende paa at gaa med hawaai shorts og -skjorte og paraply (som ikke boer tolkes som noget negativt eftersom kinesere baade gaar med paraply i sol og regn.)

Turen til Hainan var en proevelse. Vi havde vaeret saa letsindige at koebe billetter til den direkte ekspresbus mellem Guilin og Sanya idet vi taenkte at vores tur ville blive nemmere og ikke mindst billigere paa denne maade. En kinesisk natbus er ikke - som dem jeg har oplevet i Europa - en bus med saeder som ligges ned ved moerkets frembrud, men derimod en bus med tre reakker koejesenge i boernestoerrelse som passagererne saa ligger i hele turen. Jeg havde faaet en overkoeje og gelaenderet var ikke saerlig hoejt saa for mig blev turen en 22 timers lang kamp om at hold mig i koejen og ikke falde ned paa gulvet - isaer anstrengende da jeg skulle sove men ved hvert sving eller opbremsning vaagnede for at klamre mig til sengen. Med bussen var der kun kinesere (de andre vesterlaendinge havde nok vaeret saa fornuftige at tage flyet) og der var ikke rigtig nogen som havde mod paa at snakke engelsk, men heldigvis var der en kineser i Hawaii-skjorte som vi satsede paa vi kunne holde lidt oeje med naar der var noget vi var i tvivl om, da vi jo maatte gaa ud fra at han skulle samme sted hen som os. F.eks. da bussen stoppede for at holde aftensmadspause. Her var der ingen der kunne fortaelle os hvor lang pausen var, saa vi turde ikke andet end at koebe os en omgang toerrede nudler i papbaeger og fortaerre dem foran bussen sammen med en omgang rygende, harkende og spyttende kinesere som tydeligvis havde samlet en masse slim de sidste par timer i bussen. Toiletterne ved dette spisestop var dog heller ikke med til at fremme appetiten: et lugtende rum med ca. 5 stk. 1 meter hoeje aabne baase hvor kinesere (og mig) kunne sidde paa hug og kigge paa hinanden eller kigge ned i renden hvori forrige gaesters efterladenskaber stadig befandt sig.

Vi kom dog tilbage i bussen i tide og det lykkedes nogenlunde for os at falde i soevn. Men midt om natten blev lyset taendt og vi skulle ud. Vi fik ikke at vide hvad vi skulle og det var kun halvdelen af bussens passagerer som skulle forlade deres mere eller mindre komfortable koejer og bevaege sig ud i det kinesiske moerke. Det viste sig at vi var naaet til Hainan-faergen og de 22 udvalgte maatte (af sikkerhedsmaessige aarsager?) gaa ombord i stedet for at blive koert. Endelig efter at vi havde siddet paa faergen en times tid og ventet begyndte den at sejle - og her kom saa rejsens eneste hoejdepunkt: solopgangen over havet. Vi var dog lidt for traette og oemme i kroppen til at kunne vaerdsaette den.

I morgen tager vi til Kunming, Yunnan-provinsens hovedstad. Med fly.

Hainan har ikke kun vaeret regn og strand. Mandag trodsede vi vejret og tog i Nantian Hot Springs som er et udendoers omraade med en masse smaa bassiner/pools. I de forskellige pools var der koldt vand, varmt vand, vand med kokosmaelk, varm kaffe, vand med kinesiske urter, legebassin, svoemmebassin - alt hvad et luksuslegeme med hang til vand kan begaere. Men det bedste bassin var dog fiskebassinet hvor russere, kinesere og danskere lod deres doede hud blive aedt op af smaa fisk. Foerst var det lidt svaert at nyde at en masse fisk paa stoerrelsen 1-6 cm svoemmede rundt og aad af ens ben, foedder, numse o.l., men man kan vende sig til meget og efter at have kommet sig over at betragte fiskene som smaa koedaadende monstre kunne man se dem som sine smaa tjenere, som arbejdede paa hoejtryk for at goere ens krop lidt mere laekker.

Naa, solen ser - paa mirakuloes vis - ud til at bryde igennem skyerne i dag saa vi vil lige naa at maenge os en ekstra gang med russere i g-streng og kinesere i hawaii-outfit nede paa Dadonghai's strand inden vi rejser mod naeste stop.

Kina har bjerge og skove og vand

Smilende venter det venlige land

Floderne flyder roligt forbi

Vi vandrer afsted paa den smalle sti

Saadan loed det da jeg i folkeskolen havde musikundervisning og Inger spillede lystigt paa klaveret imens 3.B mumlede med paa denne romanriske sang om Riget i Midten. Maaske derfor var det dette billede jeg havde af Kina da jeg meldte mig til Cathay Future's program med henblik paa at komme hertil og arbejde i en boernehave. Min illusion bristede dog hurtigt ved ankomsten til det graa Tianjin med de mange slidte hoejhuse og den eneste verselinje jeg til dels kunne nikke genkendende til var nummer to - den om det venlige land. Denne brast dog ogsaa en smule jo flere steder i Kina jeg besoegte, for jeg fandt ud af at venligheden over for turister desvaerre ofte ikke raekker laengere end til at man koeber deres produkter eller lader sig lokke med paa te-hus med overpriser.

Men nu er jeg i Yangshou, et lille kinesisk paradis gemt vaek imellem karstbjerge og floder. Naturen omkring denne by er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set, og den gamle sang om Kina klinger ofte i mit oere mens vi cykler rundt paa grusveje mellem bjergene, forbi floder, marker, boender - eller naar vi sejler ned af Li River. Jeg har endelig fundet det Kina jeg troede jeg ville komme til, det Kina jeg dog ikke i mine vildeste folkeskole-fantasier havde forestillet mig at jeg selv ville vandre rundt i en dag.

Men det er ikke kun mig som har fundet Yangshou. Den lille by vrimler med folk fra hele verden og hele vejen ned langs 'West Street', som mit hostel ligger paa, kan man koebe souvenirs og toej, tilpasset unge flippere og kinesere, som maaske udgoer stoerstedelen af turisterne paa egnen. Og her er nok at give sig til; skulle man kede sig staar hostels og restauranter klar med diverse tilbud om bambus-river-rafting, lysshow, natfiskere og mudderbad i grotte. Morgenmaden staar paa English/American/Dutch breakfast og frokost-aftensmad paa burger, pizza og sandwich. Har man mere energi naar man naar saa langt har Yangshou et vaeldigt natteliv med karaokee og popmusik a la det vi hoerte i Danmark i de glade 90'ere. Man behoever ikke at foele sig saa langt hjemmefra som man er - Yangshou har gennemskuet hvad turisterne vil have og det maa man give dem.

Personligt har jeg dog hverken budget eller lyst til alt dette sjov, saa det meste af min tid her sammen med Anders og Mette er gaaet med at cykle rundt og beundre naturen (roed i hovedet og gennemsvedt) og bade i Li River - det lykkedes os at finde en lille sand'strand' som de andre turister tilsyneladende ikke har opdaget endnu. Dette har til gengaeld vaeret en kaempestor oplevelse og jeg kan kun sige TAG HERTIL - men ligesom med resten af Kina - maaske ikke i hoejsaesonen.

I morgen rejser Anders og jeg til et af de eneste steder i Kina som for tiden har lavsaeson. Jeg taler om sydhavsoeen Hainan som tilbyder (h)vide sandstrande og palmer. Her har vi taenkt os at tulre rundt indtil vi faar lyst til at rejse mere rundt i Kina, eller - hvis dette ikke bliver aktuelt - til at vi skal hjem d. 22. august.

Varme (graensende til svedige) hilsner herfra,

Camilla

Saa lykkedes det mig endelig at finde internet til en mere rimelig pris end Harmony Hotel's 1 rmb i minuttet. Desvaerre er det meste af min internettime gaaet med at lede efter hostels som jeg kunne booke og Anders og jeg har da ogsaa booket os ind paa et hostel i byen Yangshou som er et saakaldt backpacker-paradis hvis du spoerger Lonely Planet's guidebog - og den spoerger vi ofte.

I dag er jeg i Guilin som ogsaa er en af Kinas stoltheder. Omgivets af saakalte karstbjerge, som de vistnok hedder, er den 1 mio. lille by. Og naar man er vant til storbyer som Shanghai, Tianjin og Beijing er der naermest doemt landsbystemning i en by paa Guilins stoerrelse. Vi floej hertil fra Beijing i gaar og rejsen gik saa glat at jeg bliver noed til at naevne den. Ingen ventetider - undtagen i Beijing lufthavn hvortil vi heldigvis var naaet ud i god tid. Og paa trods af at vi ankom etfer midnat var det intet problem hverken at skaffe lufthavnsbus eller taxi. Naa, ikke mere selvsving over det.

Vi er lidt udmattede oven paa vores 10 stive dage i Bejing, selvom det dog var en stor fornoejelse at laere denne by noget bedre at kende og vimse rundt og spille guider for Anders' foraeldre. Derfor tog vi i dag i den store Seven Star Park som er noget saa smuk med karstbjergene, vandfald, graes (!), traeer, blomster og ikke mindst aber. Aberne var ikke som i dansk zoo spaerret inde men hoppede frit omkring i traerne over hovederne paa os, legede med hinanden og snuppede de skringende kineseres madpakker - noget af det mest unerholdende jeg har vaeret med til laenge. Vi moedte ogsaa en gammel mand som sad i parken og terpede engelsk. Han havde ikke raad til laerer saa han havde laert sproget gennem radio og tv som mange andre kinesere. Vi satte os ned og hjalp ham lidt med udtalen og det var rigtig hyggeligt. Gamle kinerese er noget at det bedste.

Jeg toer ikke skrive mere af frygt for at ryge af. Haaber alle har det godt.

Camilla

Ja, jeg havde vel naesten truet med ikke at give lyd fra mig igen, og eftersom lyden denne gang ikke kommer fra mig, har jeg vel holdt hvad jeg lovede. Jeg har vaeret doven og gjort som enhver kineser ville have gjort: kopieret!

Her foelger Mettes beskrivelse af vores Hohhot-tur (tak for laan):

---

Camilla Friend,

You had some of your best childhood days at Cathay Future preschool education group from Feb. 22^nd to July 5^th, during this time, you have grown to be a healthy and activity child. You will soon become a primary school student and we wish you all the best. May you study hard, grow to be a wellrounded person and be able to put on your graduation hat succesfully as soon as possible. At this moment, Cathay Future is your pride and joy. In the future you will be Cathay Future’s pride and joy.

Nursery School Master MA LI LI

Sådan ville teksten på mit afgangsbevis have lydt hvis jeg havde gået i børnehave på Cathay Future i stedet for at undervise der. Sammen med et billede af mig iført sort hat og kappe a la amerikansk college ville denne tekst have været lagt ind i en vennebog hvori lærerne fra min klasse omhyggeligt havde indført alle klassens børns navne, interesser, adresser og billeder tilmed. Men jeg er ikke 6 år gammel, så jeg fik desværre ikke en af disse fine bøger i fredags hvor de fleste af ungerne stoppede deres gang i Sunshine Class.

I denne uge har der kun været 6 børn i min store klasse, som derfor er slået sammen med Jacobs og Kitts store klasser som for tiden også er ret fåtallige. Det har vist ikke rigtig været meningen at vi skulle undervise i denne uge, så de tre danske lærere har derfor siddet pænt på ræd og række i vindueskarmen og læst bøger, engang imellem kigget op (i et forsøg på at se engagerede ud) og sommetider – når ryggen begyndte at skælde ud – stukket af og fundet eksil for en times tid på det behageligt store og fredelige værelse på 9. etage i bygning A, for derefter at vende tilbage til vinduespladsen og pænt vente på at formiddagen slæbte sig videre til frokost som betød fri.

Allerede mandag aften holdt vi afskedsmiddag med vores seje kontaktperson Sunny-Bunny, som gæstfrit havde inviteret os (+besøgende familiære vedhæng) hjem i sin nye lejlighed som hun deler med Mr. Bunny (vi husker ikke hans rigtig navn) eller Smelly Cat, som hun selv ynder at kalde ham i hans fravær. Mens vi indtog diverse kinesiske snacks så vi videofilmen fra Sunny og Bunnys (og en del andre pars) honeymoon i Paris. Sunny’s bryllup – som vi jo var med til – var et gruppebryllup og rejsen altså ligeså. Sunny så på filmen ud til at nyde sin tur, men romantikken som vi kender den hjemmefra skinnede ikke rigtig igennem; hvad der ødelagde det mest for mig var nok scenen hvor de ti eller tolv kinesiske brudepar stiller op til gruppefoto foran Triumfbuen, iført bryllupsantræk. En hvid brudekjole har ganske enkelt bare ikke samme effekt når den ganges med 10.

Efter at have indtaget et udmærket måltid på den lokale restaurant tog nogle hjem, mens andre tog med Sunny og hendes mor hen for at se faderen spille med sit kinesiske suppe-steg-is-band på et kæmpe dansested for den midaldrende/ældre del af Tianjins befolkning. Stemningen var høj og kineserne dansede igennem, selvom det jo faktisk bare var en mandag aften. Moderen fik os installeret ved et bord og sørgede for at der var rigeligt med tørret frugt, solsikkekerner og te på termokanden. Nogle kastede sig ud på dansegulvet og fik sig en svingom med en af de tilstedeværende kinesere, til de andre kineseres fornøjelse/nysgerrighed. Jeg sad i sofaen, nippede te imens jeg sugede dette sted til mig, da bandet pludselig begyndte at spille Santa Lucia og af ren nostalgi sad jeg og nynnede med for mig selv. Sunny, som sad ved siden af mig, registrerede dette og spurgte straks om jeg ikke havde lyst til at synge sangen sammen med bandet. Hvorfor ikke? tror jeg, jeg tænkte, og luskede lettere forvirret op på scenen. Jeg greb mikrofonen (med masser af rumklang) og skrålede med på Santa Lucia (som lige lå et par tonearter for lyst for mig, opdagede jeg, da jeg nåede til omkvædet.) Et par hundrede måbende kinesere kiggede på mig nu, smilede og klappede da jeg var færdig. De heppede på mere og Sunny fik lokket Anders og mig til at spille et lille nummer – vi havde nemlig guitaren med fordi vi havde været blandt de optrædende ved middagen. Vi spillede jazz-standarden Summertime, som faldt drastisk i tempo da bandets trommeslager satte ind efter første vers J

Men jeg er ikke den eneste som har optrådt for nylig. Sidste fredag var som sagt sidste dag i børnehaven for mange af børnenes vedkommende og dette markeredes med et brag af et afslutningsshow. Hver klasse havde for lang tid siden fået tildelt et land, en nationalitet, som de skulle repræsentere i forbindelse med denne store dag (og Childrens Day 1. juni). Hver klasse havde 5-10 minutter på scenen hvor de gav den som fodboldspillende brasilianere, trommespillende sydafrikanere, russiske ballerinaer og lignende. Showet var storslået og efter at have arbejdet med disse børn i 4-5 måneder nu, var vi ikke mindre imponerede over at det havde kunnet lade sig gøre at ’dressere’ dem så godt. Og dog, vi har jo fulgt processen og er bekendt med hvor meget råben der har været involveret fra lærernes side i forbindelse med træningen.

Torsdag var sidste arbejdsdag for os fem som arbejder i børnehaven. I de store klasser hvor Jacob Kitt og mig befandt os torsdag formiddag delte vi is ud og læreren fik forklaret børnene at det var fordi vi skulle rejse til Danmark. Børnene virkede ikke som om de havde forstået ’sagens alvor’ og det viste sig da også at læreren blev meget overrasket da jeg senere fik gjort det klart at denne dag jo så var vores sidste arbejdsdag.

Senere på dagen blev det så den lille klasse jeg skulle sige farvel til. Børnene dernede er virkelig kære og det var med en lige så stor klump i halsen som da jeg for snart et halvt år siden stod på Skive banegård og sagde farvel til mine egne små brødre at jeg her tog afsked. Jeg undgik dog pinlige følelsesmæssige udbrud, selv da min lille kæledægge John (den buttede dreng som ikke interesserer sig for at lære engelsk eller synkrondans, men som har en fantastisk mimik og som altid er sød til at tage sig af andre, herunder forklare mig en masse ting på kinesisk) stod og snakkede med min kinesiske kollega om at han var ked af at jeg skulle rejse.

Det er altså med blandede følelser at jeg forlader Cathay Future. Det har været en spændende, oplevelsesrig tid hvor jeg har mødt mange nye mennesker, såvel danske som kinesiske, men også en tid med konflikter, misforståelser og adskillige frustrationer. Jeg har i mødet med alle disse mennesker lært en masse om mig selv og om andre. Jeg har lært at kineserne er lige så forskellige fra os som de er ens og jeg har lært hvordan det kan være hårdt at lave ingenting på sin arbejdsplads. På Cathay Future (og sikkert Kina generelt) er der en del ting, man ynder at gøre anderledes. Visse ting tager jeg afstand fra, men Kina har lært mig at være mere fleksibel og tage tingene lidt som de kommer, hvilket helt klart har været sundt for sådan en som mig.

Men mit møde med Kina er bestemt ikke forbi endnu. Om nogle dage tager vi en tur til strandbyen Beidaihe, herefter en uges tid til Indre Mongoliet, videre til Beijing hvor Anders og jeg skal mødes med hans forældre og lillebror i en lille uge, for derefter at rejse sydpå og traske rundt i provinserne som Guangxi og Yunnan i ca. 3 uger. Jeg glæder mig meget, men ikke mindst glæder jeg mig til at komme hjem til Danmark d. 22. august. Ude er godt, men hjemme er bedst, som min bedstemor altid siger og har ret i.

’I himlen har man paradis; på jorden Suzhou og Hangzhou.’ Sådan siger kineserne – også dem som ikke engang har besøgt de to berømte byer nær Shanghai.

Anders og jeg var ved at trænge til rekreation, et lille pusterum fra et job, hvor man det meste af tiden bare går og føler at der ikke rigtig er brug for én. Vi tillod os derfor at arrangere en lille fiktiv familieferie og holde de tre fridage vi fra starten af vores ophold var blevet lovet at vi måtte holde når/hvis vi fik besøg hjemmefra. Vi syntes jo nok at vi havde ligeså meget ret til at holde fri et par dage som dem der er så privilegerede at få besøg herovre ;-). Forført af slogans lod vi os lokke sydpå imod byen med den store sø og byen med de mange kanaler.

Det blev en tur med myggestik en masse, regnbyger på uventede og upraktiske tidspunkter, dræbende varme, forældet guidebog, feriemaver og et enkelt allergisk anfald. Gode oplevelser var der heldigvis også mange af – her følger et oprids af udflugtens highlights:

Mandag aften efter arbejde steg vi på nattoget mod Shanghai. I en hardsleepers-kupé er der seks sovepladser og ingen dør, så her er ikke megen mulighed for at lukke sig inde og slippe for de kinesiske medpassagerers nysgerrige blikke. Og nysgerrige var de i mandags. Én efter én fyldte de vognen op, satte sig på vores underkøjesenge og trængte os op i en krog. Kiggede på os, smilende, undrende. Det viste sig at én af dem kunne snakke lidt engelsk, så han blev tolk i vores samtale med disse mennesker som på god kinesisk vis lagde ud med at spørge hvad vi lavede i Kina, herpå komplementere vores udseende og sidst lovprise H.C. Andersen – især ”Den lille pige med svovlstikkerne” tog kegler. Efter al denne smiger blødte vi op og fandt ud af at disse lettere påtrængende mennesker faktisk var forretningsfolk på vej hjem til Shanghai efter at have været på kursus i Tianjin. De må have følt at vi var kommet godt ind på hinanden for pludselig spurgte de om vi ikke ville spise med; de skulle have deres madpakker nu. Et sådant tilbud sagde vi da ikke nej til, selvom madpakkerne syntes endnu mere mærkelige end deres ejere: grisehaler, andehjerter, vakuumpakkede hønsefødder og tørret kød – selvfølgelig skyllet ned med risvin og lun øl.  Vi smagte høfligt på det vi kunne få os selv til at tage i munden – andehjerter og tørret kød var udmærket, grisehaler skulle til gengæld have en vammel eftersmag hvis man spørger Anders... Jeg turde ikke smage!

Da vi havde spist ville en festlig kineser spille kinesisk ølspil med Anders; en slags sten-saks-papir, bare med tiger-kylling-orm-hammer. Kineseren kunne ikke snakke engelsk og eftersom Anders ikke rigtig snakker kinesisk kom spillet til at foregå på en blanding af begge sprog, hvilket gjorde det meget underholdende at være tilskuer. Da risvinen og øllene var tømte var klokken blevet ti og det var tid til at krybe til køjs. Med en opblusset kærlighed for de gæstfri kinesere lagde vi os til at sove, men kærligheden omdannedes hurtigt til vrede; vi var kommet i snorkekupéen og fik ikke sovet særlig godt den nat.

Fra Shanghai tog vi toget til Hangzhou (knap 3 timer eller ca. 1 time med de nye CRH fandt vi ud af på hjemvejen.) Hangzhou er berømt for sin store og smukke sø, Vestsøen, men også for den grønne te, Dragekildeteen, som produceres i området omkring byen. Som den te-fan jeg er, ville jeg selvfølgelig vældig gerne ud og se en ægte te-landsby. Ved hjælp af min guidebog fandt vi ud til en landsby som nærmest ikke var turistet og som lå midt i et smukt bjerglandskab med temarker så langt som øjet skuede. Ved at gå en tur igennem byens små, stejle gader så vi teens vej fra plante til pose. Bladene blandes godt sammen med bondens fødder, svitses herefter i en slags kæmpewok og ligges sidst til tørre på bondens terrasse. Som vesterlænding kunne man ikke undgå at undres over denne (lidt uhygiejniske) måde at producere varerne på, men ved nærmere omtanke er denne form for produktionen sikkert mere reglen end undtagelsen... Man må bare håbe at de vasker fødderne og fejer terrassen først – hmm...

Tilbage til Shanghai. Østens Paris, Kinas mest moderne storby. Fascinerende og fremtidsagtig på facaden, men stadig bundkinesisk når man får sneget sig ind i de mindre velholdte men mere beskidte områder hvor gamle kinesere sidder i deres pyjamas og spiser grillspyd ved gadekøkkenernes fedtede borde og man jokker gennem madrester, pap og spytklatter forbi de sjuskede små butikker som kun kineserne handler i. Fantastiske Shanghai fortjente et ekstra besøg eller et ordentligt farvel om man vil.

Vores første formiddag i Shanghai blev vi antastet af et par kinesere, lidt ældre end os. Det er ikke unormalt at kinesere siger et spændt ”Hello” når man går forbi dem på gaden for så at fnise højlydt hvis man drister sig til at svare dem – eller man kan støde ind i kinesere som først udgiver sig for at være oprigtigt interesserede i en, men som så, godt inde i samtalen, lader en bemærkning falde om at de tilfældigvis er engelske turistguider og stikker en deres visitkort. Derfor har vi (desværre) vænnet os lidt til at ignorere kinesere som henvender sig til os ud af det blå, men de to kinesere vi mødte på People’s Square lod sig ikke sådan ryste af og efter at have snakket med dem noget tid fik vi afkræftet de værste mistanker. De to kinesere – som i øvrigt selv var turister i Shanghai – var på vej til en såkaldt teceremoni og inviterede os med. Sådan noget havde vi aldrig været med til før, så det måtte vi vel hellere prøve.

En teceremoni foregår således: Man sidder omkring et bord med en kinesisk tedame som ved en masse om te og om hvordan den skal drikkes. Hun udøser så af sin viden og af fin, dyr te. Ifølge tedamen bør man smage 5-6 forskellige slags te til en teceremoni (som man lige så godt kunne have kaldt tesmagning), men efter at have kigget på menukortet besluttede vi os for at nøjes med at smage på to (hvilket også var dyrt nok – 112 rmb pr. mand). Teen var dog fantastisk, så selvom det gjorde ondt i pengepungen gik vi nogenlunde tilfredse derfra. Det var også hygligt at snakke med de to kinesere som venligt informerede os om at vi skulle passe godt på vores ting, når der var folk fra Xinjiang i nærheden – de er nogle værre tyveknægte. Ret komisk da vi få dage forinden havde været til en rigtig god fødselsdagsfest for vores kineserkritiske ven Salaam, som er fra netop denne provins.

Lørdag tog vi en éndagstur til byen Suzhou som er Kinas svar på Venedig – en hyggelig kanalby med caféer, butikker og masser af klassiske kinesiske haver. Helt klart et besøg værd i tilfælde af at min læser engang skulle befinde sig i Shanghai-egnen.

Ikke mere om vores flugt fra Cathay. Her følger nyt om livets gang i Tianjin:

Først og størst: Vi har nu fået lov til at forlade Cathay Future allerede d. 7. juli, hvilket giver os ca. 3 uger mere at rejse rundt i Kina på, altså en fordobling af det hjemmefra lovede. Årsag: vores værelser skal bygges om og det er ikke så nemt at gøre mens vi bor på dem. En dejlig nyhed for arbejdstrætte og ferieklare danskere; en knap så god nyhed for pengepungen. Hvor turen for mit vedkommende skal gå hen arbejdes der stadig på – dette vil blive afsløret i næste kapitel af min Kinasaga. Den pludselige fremskydning af ferien giver mig således kun halvanden uge tilbage her på centeret, hvilket er glædeligt, men også temmelig mærkeligt eftersom det jo er gået hen og blevet mit liv og min hverdag at være her.

Børnene er stadig i gang med at øve danseserier – denne gang ikke til Children’s Day, men til et afslutningsshow, der vist nok løber af stabelen på fredag (vi ved aldrig noget med sikkerhed her før vi har set det med vores egne øjne.)

Jeg har forsøgt at lægge en masse flotte, nye billeder ud på www.flickr.com/photos/camillagates men kan desværre ikke selv se dem. Enten er jeg blevet offer for censur igen eller også kører det bare ikke for Flickr. Eller mig.

Camilla

Ugens Kinafact:

Kinas internetovervågning er den mest avancerede – og kostbare – i verden. Reportere uden Grænser har Kina som nummer ét på listen over internetcensorer. Det er især emner som politik og porno, der censureres væk. Netcaféerne har pligt til at føre bog over hver eneste bruger, der logger sig ind – og over hvilke adresser, den pågældende bruger. Disse logbøger skal gemmes i mindst 3 måneder.

Kilde: ’Kina’ (2006) af Mogens Lykketoft og Mette Holm

På trods af min relativt høje indtagelse af frugt (mmm... mange stykker billig melon) og masser af forskellige slags kinesisk te er det alligevel lykkedes for mig at pådrage mig intet mindre end øjenbetændelse på begge øjne plus en forkølelse oven i hatten (jeg tror airconditioningen på de nye toge mellem Beijing og Tianjin er lidt for effektiv). Dette har givet mig en god undskyldning for at tage en sygedag og en anledning til at få opdateret min blog – man skulle jo nødig smitte børnene...

Hvorom alting er. Sidste uge har – som mange af dens forgængere – budt på masser af oplevelser. Jeg tillader mig at remse kronologisk op for ikke at skabe mere forvirring i mit snot- og betændelsesfyldte hoved end højst nødvendigt;

I snart 3½ måned har vi (be)undrende betragtet de gamle kinesere lave deres morgengymnastik på pladser og i parker. En meget populær gren heraf er tai chi’en, som er en slags kampsport – bare i slowmotion. Grundet det langsomme tempo forestiller jeg mig at det hovedsageligt er balance, smidighed, koordination og kropskontrol man træner med tai chi. Selvom det kan se ud som om de gamle kinesere bare står og improviserer kong-fu ud i luften er det på ingen måde improviseret, simpelt eller nemt. Dét erfarede jeg i onsdags på egen krop da jeg var til mit første tai chi-kursus.
Vi har for nylig fået kendskab til et fitnesscenter som ikke ligger langt fra Cathay Future. Ud over de obligatoriske løbebånd og pumpemaskiner tilbyder centeret også klasser i forskellige sportsgrene som mavedans, yoga og altså tai chi. Så længe man har betalt ’indgangsbilletten’ kan man frit springe med på alle fitnesscentrets aktiviteter og onsdag aften var det altså tai chi-holdet der skulle belastes af en flok forvirrede danskere. Træneren af holdet brugte det første kvarter af lektionen på at prale lidt af hvor god han var og herefter gøre reklame for en skole hvorpå han underviser tai chi hver dag. Vi var blot dukket op for at prøve sporten af, men da vores træner efter lektionen spurgte om vi havde tænkt os at tilmelde os hans skole og træne hver dag eller blot komme i fitnesscenteret hver onsdag, sagde vores hjælpsomme tolk, en ung pige på holdet, at vi for vores egen skyld hellere måtte bekræfte førstnævnte svarmulighed – at vi selvfølgelig havde tænkt os at starte til tai chi på hans skole i den nærmeste fremtid.. Selvom jeg egentlig syntes at tai chi var meget spændende at prøve, skræmte læreren mig lidt væk, så denne uge bliver det nok yoga eller latin dance, der kommer på programmet.

Når man har Kvindens dag og Mors dag må man også nødvendigvis have en Børnenes dag. Og på Cathay Future skal en sådan dag selvfølgelig markeres med et brag. Det blev den i fredags, d. 1. juni. Alle børn fik gaver: en gennemsigtig løsegrøn plastictaske med en Cathay Future notesblok og –pen i og en kupon, der gav dem ret til en gratis frokostboks fra BBQ Chicken – Cathay Future’s svar på KFC. Kl. 9.00 var alle børnene omklædte og udklædte som deres respektive nationaliteter (Danmark blev i øvrigt repræsenteret af ca. 30 små frøer med spise hatte med påtegnede Dannebrogsflag på.) Showet kunne gå i gang.
Jeg havde glædet mig til at se de små poder in action, men dette var praktisk taget umuligt. De ivrige forældre nægtede at holde sig på deres pladser og stormede – da første hold gik på - frem mod de optrædende børn. Efter at have boet herovre i et godt stykke tid, burde man nok have set det komme, men det gjorde vi ikke – vi stod tilbage bag en mur af paparazzi-forældre uden at kunne spotte så meget som et enkelt barn og fortrød egentlig at vi ikke bare var blevet oppe i vores fællesstue på 9. etage hvorfra vi ville have kunnet overskue showet i parken. Nå, men vi sneg os listigt (men ikke som de eneste) om bag den røde løber der fungerede som scene, sådan at det faktisk lykkedes for os at se en del af forestillingen – dog bagfra.

Efter showet var der optog med alle børnene. Paraden førtes an af en ’flower car’ (åben minibus med påsatte plasticblomster), med en af de syv små dværge som chauffør og med snehvide og nogle af os danskere som passagerer. Til lyden af halvfemserdance a la Dr. Bombay kunne vi så sidde og vinke til masserne. Det lykkedes en enkelt desperat bedstemor at få smidt sit ballerina-barnebarn op på mit skød og hun brugte så paraden på at gå efter vognen og fotografere pigen og mig. En mor forsøgte at stable sit Thailandsudklædte barn op ved min side på vognen også, men måtte hurtigt – efter få fotos – give op og lade drengen få fast grund under fødderne igen – staklen var hele tiden ved at falde af fordi der ikke var plads til ham på vognen.

Efter paraden flygtede os danskere væk fra Happy Children’s Day-virvarret og tre af os – Mette, Kitt og jeg – tog toget til Beijing. Lørdag skulle der nemlig være sommerfest på den danske ambassade og ved at tage af sted allerede fredag fik vi tid til at gæste både Silkemarkedet (syv etager med pågående sælgere og udenlandske turister, som gladelig hopper med på at betale store overpriser på varer, som de forestiller sig er ’kinesiske’, men som det i virkeligheden kun er udlændinge der gider spilde deres penge på.) og butikkerne i hutongerne nær vores hostel, som sælger nogenlunde det samme som der sælges på silkemarkedet, bare i mindre udvalg. En del fattigere, men med poserne fulde af turistguf og gaver, var vi således klar til fest lørdag aften.

På den danske ambassade fik vi (Mette, Kitt, Rosa og jeg) også lov at betale overpris. For 300 yuan (et godt stykke over de 200 kr) fik vi grillbuffet med øl og liveband. Jeg ved ikke nogle af mine læsere sidder og føler at det var da egentlig billigt nok, men ser man prisen i forhold til Kina-standard kan man altså invitere 9 mennesker på god restaurant, købe 200 busbilletter, 30 par Mao-sko, knap 40 store øl på Ali Baba eller gå til frisøren 15 gange for samme beløb. Men hvad gør man ikke for kold kartoffelsalat, grillstegt kød, gravad laks, bagte kartofler, kage og kold øl i lange baner?

Det var ikke så meget de dansksprogede samtaler jeg havde savnet (dem har vi jo hver dag) – faktisk føltes det en smule ubehageligt at alle kunne forstå hvad vi gik og sagde til hinanden, man følte sig en smule nøgen. Pludselig kunne man ikke længere bagtale folk, snakke om personlige emner eller fortælle vamle historier. Da jeg lige havde vænnet mig til Big Brother-fornemmelsen og vi havde sporet vores konversationer ind på mere stuerene og akademiske emner var det dog hyggeligt og interessant også at snakke med nogle af de mange danskere (og nordmænd, franskmænd m.v.) som var mødt op i dagens anledning.

På trods af at jazz-bandet mere var et suppe-steg-is-band (med numre som ”Smooth Operator” og ”I Believe I Can Fly” på repetoiret) og at et keybord måtte udgøre det for både trommer, bas og klaver, var jeg glad og tilfreds takket være Carlsberg, dagens glade sponsor af øl, og selvfølgelig den gode mad. Så selvom jeg rent økonomisk følte mig så snydt som en amerikansk turist på Silkemarkedet, havde jeg dog en god aften og fortrød ikke min investering – ligesom amerikaneren der stolt hjembringer den falske silke, de uægte jade-smykker og kopi-tasken, som man nok ikke skal regne med er en ægte Louis Vuitton – selvom sælgerne så ivrigt hævder det.

Teen, halstørklædet og den pludseligt forhøjede tankeaktivitet har gjort mig klam og svedig. Det er tid til et bad. Beklager at min opdatering igen er blevet så lang. Det har – som læseren måske allerede har observeret – aldrig faldet mig naturligt at fatte mig i korthed.

Gamle og nye billeder kan stadig findes på www.flickr.com/photos/camillagates

P.S. Det har stadig ikke (siden det nye smartlog tog over) lykkedes mig at oploade indlæg til min blog fra min egen computer, men jeg må ind og gøre det fra mine naboers venligst udlånte kinesiske computer. Hvis der er nogen der har forstand på den slags tager jeg meget gerne imod råd/forslag. Jeg kan fortælle at min computer er en Dell Inspiron 510m med Windows XP. Det, der sker når jeg forsøger at gå ind på siden hvorfra man kan oploade sine indlæg er, at jeg får beskeden at ’der er sket en fejl og at Internet Explorer lukkes ned’ – hvilket er begyndt at gå mig på nerverne.

Ugengs Kinafact:
Kineserne går ind for dødsstraf og man regner med at der henrettes
ca. 10.000 kinesere om året hvilket – hvis man skal se det i
forhold til indbyggertal – vil svare til ca. 40 henrettelser i
Danmark pr. år. I dag findes der 68 forbrydelser der i Kina kan
medføre dødsstraf. Der er dog mange der arbejder på at gøre dette
tal mindre og man skønner at det i 2030 kun vil være overlagt
mord, der kan medføre dødsstraf.

Kilde: ’Kina’ af Mogens Lykketoft og Mette Holm

Apropos dette hørte jeg lige i netradioen i dag at Kinas
sundhedsminister står til at få en dødsstraf fordi han over en
lang årrække har godkendt en masse dårlig, utestet medicin mod at
>>>modtage i alt ca. 4 mio kr. i bestikkelse (rigtig mange penge i
Kina). Man vil nu undersøge til bunds hvilke konsekvenser salget
af produkterne har haft, men man kender allerede til adskillige
tilfælde hvor indtagelsen af den 'godkendte' medicin har medført
død i stedet for helbredelse for patienterne.

Dødsstraf har der dog ikke været meget af i den forgangne uge her
på Cathay Future. Til gengæld har jeg fået hovedbundsmassage,
prøvet kræfter med Kinas vilde natur og selvfølgelig fortsat
blevet mere forundret, forbløffet og forarget over – men også
forelsket i – dette mærkelige land.

Torsdag kom mit pandehår hele tiden i vejen for mig og da det blev
aften stod det klart for mig at det var på tide at jeg lod en
kinesisk frisør røre ved det. Jeg tog af sted her fra niende i den
tro at det var noget de ’lige kunne ordne’ og fandt den første den
bedste frisør: VIP Mainstream (lidt selvmodsigende navn?). Hos VIP
viste en frisør mig hen til en boks hvor jeg kunne låse mine
ejendele inde og derefter tage nøglen på som armbånd. Dernæst blev
jeg placeret i en stol foran et spejl – meget danskt og trygt. Så
skulle jeg have en bordeaux morgenkåbe på – det tog jeg så også
med, men da en ung, overstilet kinesermand begyndte at vaske mit
hår i frisørstolen kom det første tegn på at der foregik noget
mystisk. Manden brugte ca. ½ time på skiftevis at sprøjte vand og
shampoo i mit hår og så massere det ind og gentage. Da jeg lige
var kommet mig over det første chok var det faktisk ren nydelse.
Nå, men jeg fik endelig skyllet shampooen ud (i en vask) og jeg
blev placeret i frisørstolen igen – men nu blev stolen lagt ned og
en dame kom hen og begyndte at massere min hovedbund, nakke og
mine hænder. Lidt overraskende, men igen vældig rart. Efter dette
sad jeg så og kiggede ud i luften en ½ times tid uden at få
yderligere at vide. Det viste sig at man bliver klippet i en anden
afdeling af salonen, så da der var en frisør der havde tid blev
jeg så hentet derover. Min frisør havde nogenlunde sammen frisure
som mig – langt hår med etager og et ’skråt’ pandehår – men min
frisør var en mand. Han havde desuden en alt for lang (½-1 cm)
lillefingernegl, hvilket vist (af uransagelige årsager) er højeste
mode i Kina. Han klippede dog ganske godt og jeg gik glad derfra
kun 38 yuan (= 30 kr) fattigere.

Fredag morgen stod vi tidligt op – i hvert fald Mette, Lagiya,
Anders og jeg. Vi havde nemlig store planer; intet mindre end en
udflugt til Pan Shan bjergene. Vi vidste ikke hvor de lå eller
præcis hvordan vi skulle komme derhen, men vores kontaktperson
Sunny havde i tidernes morgen lavet en lille lap papir til os
hvorpå der vistnok stod skrevet med kinesertegn: 1) Jeg vil gerne
køres til busstationen (taxi) 2) Jeg vil gerne have billetter til
Jixian (bus) 3) Hjælp mig med at komme til Pan Shan (taxi, bil
etc.) Kineserne kan være utroligt hjælpsomme når det tager dem og
det gjorde det i fredags, så vi ankom uden af have haft de store
kvaler til et lille hostel ved Pan Shan fredag middag. Hostellet
drives af en lokal familie – tre generationer, selvom
bedstemoderens rolle vist mest er at sidde i sin stol på terrassen
og spise frugt, solsikkekerner og drikke te (jeg skal helt klart
blive gammel i Kina). Vi fik os indlogeret på to værelser og til
den nette sum af 70 yuan (= 50 kr.) fik vi overnatning og
fuldpension. Det var fantastisk at være på landet og ikke blive
forstyrret af andet end fuglenes sang imens man stod og spejdede
ud over bjergene og den blå himmel og blev varmet igennem af
solen. Med mod på tilværelsen og godt på vej mod at blive
rekreerede drog vi op i bjergene.

Anders og Mette (som måske har lidt mere spejderblod i årerne end
mig) insisterede på at vi tog ’the road not taken’, altså fandt
vores egen lille vej op ad bjerget i stedet for at følge den der
var pænt udhugget til bjergets turister. Jeg var skeptisk, men gik
dog med for ikke at fremstå som en kylling. Opstigningen var
rigtig smuk (om end svedig) og jeg nød det rimelig meget indtil vi
næsten havde nået toppen og det lige pludseligt ikke rigtig var
til at finde en sti længere. Det så ud som om vi enten måtte
kravle igennem tæt krat i bare ben og arme eller forsøge at klatre
hele vejen ned igen. Jeg følte mig besejret af naturen, træt og
langt væk hjemmefra. Men midt i alle mine frustrationer dukkede
der en sti op og det viste sig at toppen var få meter forude.
Endnu en gang havde mennesket sejret over naturen (sådan følte jeg
det i hvert fald) og da jeg endelig stod på toppen havde jeg det
som Kate Winslet og Leonardo DiCaprio må have haft det i filmen Titanic da de står allerforrest på skibet og råber ”I’m the king
of the world” eller noget i den dur.

Trætte men glade vendte vi tilbage til vores hostel og efter at
have småsnakket lidt med bedstemor på terrassen nød vi mamas
hjemmelavede aftensmåltid. Herefter var vi klar til at springe i
seng – og det gjorde vi så.

Lørdag morgen blev vi vækket af fuglesang og hanegal og jeg var
klar til at sige mit job op på Cathay Future og slå mig ned i Pan
Shan. Formiddagen blev brugt på endnu en lang vandretur og efter
en god omgang frokost begav vi os alligevel tilbage mod grå og
støjende Tianjin.

I dag har jeg så været tilbage på mit arbejde i børnehaven. Alt er
lidt kaos for tiden og min undervisning fungerer for tiden vist
mest som børnepasning for drengene som ikke skal øve dans.

I min Sunshine Class har jeg bemærket at hver gang pigerne øver
deres dans er der to piger som bliver i klassen sammen med
drengene.
Jeg spurgte vores cleaning teacher i dag om
hvorfor netop disse to piger ikke skulle være med i showet.
Læreren kiggede på mig, halvt fnisende halvt undskyldende, og
sagde så ”Because they are not very good:” Jeg kunne ikke dy mig
for at svare at det blev de jo sandelig heller ikke hvis de aldrig
måtte være med... Men når Cathay Future laver shows med deres børn
skal det se flot ud – så kan man ikke tage sådanne smålige hensyn.

Tjek billeder på www.flickr.com/photos/camillagates

Min ven Benjamin (Århus) var forleden ude og køre med tog. På turen faldt han i snak med en pige, netop hjemvendt fra Afrika. Samtalen gik derfor på rejser og Benjamin nævnte at han da havde en veninde som boede i Kina for tiden. Pigen spørger: ”Er det hende med bloggen – hende gates-et-eller-andet?”
Desværre melder historien ikke mere om hendes kendskab til min blog, men jeg synes nu det er ret underfundigt at en tilfældig DSB-passager ved at jeg er i Kina og kan huske mit efternavn!

Her på Cathay går livet sin mere eller mindre vante gang. Børnene råber ad hinanden og jeg råber ad dem så godt jeg kan. I denne uge har jeg besluttet mig for at det er slut med at være søde-Camilla. Nu skal vi have noget disciplin på bordet og de skal lære at holde mund og sidde stille når jeg taler – der er simpelthen ikke noget så ydmygende som at synge ’Lille Peter Edderkop’ foran en flok 6-årige unger der bare larmer, snakker og kigger den anden vej – eller værre: løber hen og tager ens papirer. Jeg vil derfor til at være mere streng, selvom det på ingen måde ligger i min natur at råbe og skælde ud. Min nye ’plan’ blev søsat i torsdags og jeg mener selv at min nye frøken Suresen-attitude havde en vis effekt på bøllerne. Om det så bare er fordi de var målløse den dag og vender tilbage til normal adfærd når de finder ud af at mine onde øjne bliver et fast element i deres hverdag vil vise sig.

Børnehaven er desuden begyndt at summe af aktiviteter, hvilket bl.a. har resulteret i flere pludseligt aflyste og afbrudte undervisningstimer. Det har været under opsejling længe – vi har bemærket hvordan klasselokalerne blev udsmykket som forskellige lande (mine som hhv. Rusland og USA) uden helt at forstå hvad det skulle gøre godt for. Men nu står det klart: Det er selvfølgelig den store børnekulturfest og den skal løbe af stabelen om halvanden uges tid (vi har fået lidt forskellige datoer når vi har spurgt). Alle klasser i børnehaven skal deltage, syngende og dansende, udklædt som de folkeslag de skal repræsentere. Og det er disse danse der terpes for tiden. Jeg tror det bliver et rigtig godt show (efter sigende årets største), hvis man blot kan se bort fra at 4-årige piger skal slænge sig på gulvet i Hawaii-tøj... Og det bliver man nødt til når man bor i Kina.

Weekenden har været stille og rolig; Mads og Monopolet podcast på græsplænen i parken i solskin sammen med Lars og Anders. En kinesisk ven til frokost her på niende – Mette og jeg lavede mad; kylling i karry, grøntsagspitas og jordbærsmoothies til 30 kr. for 6 personer. Ude at spise koreansk med Sarah og Kirstine, vores danske veninder herovre. Ren afslapning – og det har vi jo alle brug for en gang imellem. Afslapning var det dog ikke for Kitt og Jacob som i går løb halvmaraton på Muren. Vi er alle meget stolte af dem.

Sådan slutter denne uges opdatering. Efter næsten at have forfattet en roman sidste uge har jeg valgt at begrænse mig lidt i dag, eftersom jeg nok må erkende at min læser også har andet at se til.

Camilla

PS. Billeder på http://www.flickr.com/photos/camillagates

At lave dumplings med et par gamle kinesere i deres hjem. At blive filmet til kinesisk TV idet jeg med 7 andre danskere forsøger at sige: ”Tillykke med brylluppet, håber I må leve lykkeligt til jeres dages ende” synkront og på kinesisk. Og at synge første vers af ”Jeg plukker fløjlsgræs” solo foran omkring 80 kinesiske bryllupsgæster – det er bare en smagsprøve af hvad sidste uge har budt mig på.

Forrige uges indlæg var præget af en vis skepsis, om ikke irritation, over for Kina og dets indbyggere. Jeg var om man så må sige gået en lille smule kold i at gå rundt herovre og føle mig som en turist på trods af at jeg faktisk har været her 2½ måned nu og stadig skal være her 3½ mere. I den forgangne uge er jeg på mange måder kommet lidt mere ’ind under huden’ på kineserne og jeg er igen begyndt at holde af det gæstfrie og venlige folk som jeg jo oplevede dem i mit opholds begyndelse. På bare en uge har jeg været i to forskellige kinesiske hjem og har følt mig rigtig godt taget imod – ikke som et interessant dyr fra zoologisk have, ej heller som en Hollywoodstjerne – men blot som en gæst, som et menneske på lige fod med resten af familien.

For en uge siden spurgte min kollega Qiwenna mig om jeg ikke havde lyst til at komme hjem og besøge hende den følgende dag. Det ville jeg selvfølgelig gerne, for jeg var meget nysgerrig efter hvordan disse mærkelige kinesere bor. Det viste sig at 25-årige Qiwenna bor sammen med sine to forældre i en lejlighed på omkring 45 kvadratmeter. Lejligheden var givetvis ikke stor, men den var vældig hyggelig og der var hele 4 akvarier – 3 med fisk og et med en skildpadde. Familiens passion for havets liv kom også til udtryk da Qiwenna fandt en hjemmevideo frem som hende og hendes far havde optaget i Beijing Aquarium. Optagelsen, som varede ca. en time, så vi sammen på forældrenes soveværelse som også fungerer som stue, og Qiwenna forklarede mig tålmodigt navnene på alle de mærkværdigt udseende fisk.

Efter at have set hjemmevideo hjalp vi med at lave mad. Qiwennas forældre havde – i bedste tv-kok stil – lavet alle forberedelserne, og det eneste Qiwenna og jeg skulle hjælpe med var dermed det sjove, nemlig at pakke dumplingerne. Jeg fik vist aldrig forklaret læseren hvad en dumpling er, men til dem der skulle være i tvivl, kan jeg fortælle at et dumpling er lidt ligesom en pirog i miniformat, bare at man ikke bager den - man enten koger, damper eller steger en dumpling. Til dem, der ikke ved hvad en pirog er, må jeg hellere forklare at det er et brød med fyld i. Ligesom med en pirog kan der være mange forskellige slags fyld i en dumpling. De dumplings vi producerede i mandags havde svinekød, forårsløg og æg i sig og jeg har indtryk af et denne sammensætning er en af de mest klassiske inden for dumpling-området.

Efter maden insisterede Qiwenna på at følge mig hjem. Dette var en bus/taxi-tur på minimum en time og jeg sagde at det skulle hun da ikke tænke på, nu da hun også havde været ude og hente mig ved Cathay Future. Ikke nok med at hun ikke ville høre på mig – hun forlangte også at betale; sådan gør en ordentlig vært i Kina. Alt betales for gæsterne og de hentes og bringes. Det forekom mig lidt omsonst at hun skulle hele vejen med mig hjem, bare for at tage tilbage igen (det var jo ikke ligefrem fordi at vi var et par nyforelskede teenagere som ikke kunne klare at sige farvel til hinanden), men visse skikke herovre må man bare tage med. Og så må jeg vel bare tage at invitere hende på PizzaHut (hendes yndlingsmad) en dag – på min regning...

Det var rigtig hyggeligt og interessant at få et glimt af en kinesisk families hverdag. Allerede lørdag skulle jeg så tage del i en kinesisk familiefest, endda en af de større – nemlig et bryllup. Bruden var Sunny, vores kontaktperson her på centret.

Før jeg beskriver lørdagens bryllup nærmere vil jeg fremlægge hvad jeg ved om kinesiske bryllupper og ægteskab (og bare rolig - det er ret begrænset.) Ægteskabet har i Kina større betydning for det enkelte individ på den måde at det ikke er normalt at have seksuelle forhold eller bo sammen med mennesker af det andet køn før man er gift. Det er således ikke velset at bo sammen med en kæreste eller at stifte familie før det formelle (brylluppet) er overstået. Omvendt skal man heller ikke gifte sig for tidligt – i hvert fald ikke hvis man skal tro på Lykketofts nye Kina-bog, som hævder at man under normale omstændigheder ikke vil kunne blive optaget eller gå på et universitet hvis man er gift; man bør nemlig ikke lade sig distrahere af seksuelle drifter men hellige sig studierne!

Det er mit indtryk at de fleste unge/voksne kinesere bliver boende hos deres forældre indtil deres bryllupsdag og det er derfor ikke unormalt at være 27-årig, færdiguddanet ungt karrieremenneske og stadig bo hos mor og far. Taget det kinesiske lønningsniveau i betragtning er det måske heller ikke nogen dum løsning – man kommer ikke så langt for de ca. 1300 kr. om måneden som mine kinesiske kollegaer får udbetalt.

Det tætte forhold til forældrene kan også have sine ulemper. Forældrene har f.eks. rigtig meget at skulle have sagt omkring valg af ægtepartner og finder du en kæreste som ikke tjener nok eller som bor for langt væk fra dine forældre kan du let risikere at vedkommende ikke får grønt lys ad de gamle og må kasseres til fordel for en mere passende mage. En af mine kolleger i English Center fortalte mig om hvordan han i virkeligheden ikke bryder sig særlig meget om hans kæreste som han står til at skulle giftes med. Man siger ikke så gerne sine forældre imod herovre og min kollega forsøger vist bare at udskyde brylluppet så længe han kan.

Jeg er ikke i tvivl om at kinesisk ægteskabstradition også har meget godt at byde på og er bevidst om at de karakteristika som jeg har fremstillet må have en vis negativ klang i det danske øre, men ovenstående er netop hvad jeg i min læsning om og hverdag i Kina har bidt mærke i – og måske fordi det ligger så langt fra den danske hverdag husker jeg det.

Selve bryllupsfesten har også sine traditioner. Kineserne kan godt lide at være pompøse – også når det gælder bryllupper – og det er derfor ikke unormalt at bruden, som en anden filmstjerne, til sit bryllup optræder i hele 5 forskellige kjoler. Sunny, som vi jo var til bryllup hos i lørdags, havde fire kjoler med tilhørende sko, ny frisure og hårpynt. Jeg tror dog selv at Sunny gik lidt træt i al den skiften tøj for hun valgte i hvert fald kun at vise sig i tre af dem. Desuden er det vist god skik at alle fra ens arbejdsplads inviteres og således var mr. Zhao – lederen af Cathay Future – en af de få taleholdere til Sunnys bryllup. I øvrigt en mand hun har udtalt at hun frygter.

Nu er det vist på tide at få fortalt lidt om lørdagens hændelser.

Kl. 6.00 stod vi op og gjorde os smukke og da vi var klar, tog alle os danskere taxier ud til Sunny.
Efter at have spist slik en times tid (fra 8-9) i Sunnys forældres tætpakkede lille lejlighed, tog vi af sted til den egentlige event: 12 par (fremmede for hinanden) samles i deres stiveste puds en lørdag morgen midt imellem højhuse og byggepladser for at blive filmet til lokalt TV. Dette, efter min mening rimelig uromantiske, arrangement inkluderede også to smarte værter på en scene, høj musik og fyrværkeri. Hvad showet helt præcis gik ud på fandt os uforstående danskere aldrig ud af, men det var i hvert fald ikke nogen egentlig bryllupsceremoni eftersom vi ved at det formelle angående Sunny’s bryllup allerede blev ordnet for flere måneder siden. Herfra blev vi kørt til en restaurant, Sunny og Sonnyboy i limousine, os andre i minibus. Da vi trådte ind i restaurantens hall blev vi mødt af noget ret udansk; først en kæmpeplakat af bruden og brudgommen, hernæst et diasshow på kæmpelærred visende en fotoserie af Sunny og husbond poserende i alverdens stillinger, situationer og tøj. Det er som tidligere antydet ikke kun japanerne, der er glade for deres kameraer!

Ca. 80 mennesker var mødt op til receptionen og den første halve time blev i gennet ind i hvert vores lille lokale hvor vi så kunne sidde og drikke en kop te og spise slik. Herpå var der endnu et lille ”show”. Her fandt bl.a. et par taler sted og så selvfølgelig vores danske bidrag: ”Jeg plukker fløjlsgræs”, en relativt vellykket performance hvis vi selv skal sige det.

Da dette var ovre var der bryllupsmiddag. Igen sad os danskere i et rum for os selv, men en enkelt kineser havde dog sneget sig ind – nemlig vores rejsekammerat Mrs. Zhao (henviser til sidste indlæg) som ad uransalige årsager mente at netop vi skulle beæres med hendes selskab på denne dag. Mrs. Zhao fik fyldt godt med risvin og øl på os og da vi havde drukket nok til at tilfredsstille hende tog hun af sted igen, sandsynligvis tilbage til Cathay Future - hun havde nemlig sin arbejdsuniform på til festlighederne.

Når man skal spise fint i Kina er der nogle regler: til banketten skal helst kun forefindes retter tilhørende den øverste del af madpyramiden og skal det være rigtig godt, skal man helst også servere mange mystiske ting; vil du rigtig forkæle dine gæster er delikatesser som andehals derfor et must. Retter som ris, suppe og brød serveres som hovedregel først når folk har spist sig mætte. Sunny’s bryllup var ingen undtagelse, så da vi gik fra festen ved 14-tiden (da var den slut og der var allerede ved at blive hængt plakater op af et nyt ægtepar) var vores stakkels maver stoppet med kødboller, æg, lam, fisk og andet kød jeg ikke tør gætte på hvad var. Men solen skinnede fra en klar himmel og vi havde haft en oplevelsesrig dag.

Det var alt herfra. Sunny som i denne sag er rimelig privilegeret efter kinesiske standarder er nu rejst på honeymoon i Europa (Paris og Spanien) med sin mand og de 11 andre nygifte par som havde købt den samme bryllupspakke som Sunny.

Husk at se billerne: http://www.flickr.com/photos/camillagates/,

Camilla

Når man bor og arbejder i London (som jeg gjorde august-december 2006) er man londoner. Man er fra første dag på lige fod med andre londonere og blender dejligt ind i mængden af afrikanere, asiater, europæere og andet godtfolk. Ingen kigger underligt på dig og alle forstår hvad du siger til dem (måske med undtagelse fra et par nyankomne polakker eller japanere). På grund af Londons kulørfyldte blanding af mennesker, religioner og kulturer føler man sig aldrig udenfor eller anderledes for der er ikke rigtig noget, der er ’normalt’ og det er ikke til at se på folk hvem der er indfødte og hvem der er på gennemrejse.

Når man som dansker bor i Kina er man turist. Selvom man arbejder her og terper kinesisk, lærer et par høflighedsfraser og mestrer at prutte om prisen, er ingen i tvivl om at man er anderledes. Folk vil forsøge at snyde dig for dine penge, i bedste fald forsøge at sælge dig alverdens skrammel (”Hello, dvd?” ”Buy this, mr.”). Man bliver simpelthen forfulgt af folk som vil sælge Mao-ure og falske Louis Vuitton-tasker og selv om man pænt siger til dem på kinesisk at man ikke er interesseret, griner de bare og bliver ved. Man bliver kigget efter på gaden, børn peger og i nogle tilfælde græder de også. Man kan ikke engang finde ud af at bestille det mad, man gerne vil have på en restaurant fordi ingen i Tianjin har tænkt på at lave menukort på engelsk og er derfor henvist til restauranter med falmede billeder af retterne eller McDonald’s hvis man vil synke så dybt. Nogle kinesere klapper i som østers når man spørger dem om noget, mens andre plaprer løs på kinesisk og regner med at man på fantastisk vis alligevel forstår dem. Alt dette må man som dansker i Kina tage med, men én ting er at skulle finde sig i at være turist i sin egen hjemby, noget andet er at blive gjort til turistattraktion for kinesiske turister;

På vores 4 dage lange rejse sponseret af Cathay Future som en slags løn for vores arbejde på centeret var vi bl.a. i byen Qingdao som ligger på Kinas østkyst. Byen er ikke så berømt blandt vesterlændinge, men mange kinesere ynder åbenbart at tage hertil når de har fri og det har en stor del af alle kineserne i denne ”Golden Week Holiday”-uge. Når kineserne rejser er det for resten gerne på arrangerede ture i store grupper iført ens kasketter – der skulle nødig blive nogen væk. Således var der i Qingdao flokke af kinesere med røde hatte, hvide hatte, grønne kasketter osv. Et meget sædvanligt syn ved større turistattraktioner. Eftersom vi var nogle af de eneste vesterlændinge der kunne opstøves i denne by blev vi den næststørste turistattraktion efter kystlinjen. Utallige gange skulle vi sammen med ivrige kinesere foreviges til deres fotoalbums. Det gik sågar så vidt at nogle ivrige teenagekinesere ventede 25 minutter på at blive fotograferet med mig – de ville gerne have haft mig med på deres billede inden jeg hoppede på en speedbåd, men da jeg skulle skynde mig, nåede de ikke at få klikket på kameraet og valgte derfor at vente tålmodigt på kajen til jeg var tilbage fra min sejltur.

I sådanne situationer ved man ikke om man skal føle sig som en filmstjerne fra Hollywood eller som en abe fra zoologisk have.

Vi snakkede med vores kontaktperson Sunny om denne kinesiske fetich som gav anledning til mere og mere irritation fra vores side og hun forklarede at før hun fik jobbet som kontaktperson for os danskere på Cathay Future var hun nøjagtig på samme måde. Som kineser ser man efter sigende ikke så mange hverken sorte eller hvide (altså europæiske/amerikanske) mennesker, så hvis man endelig bumper ind i nogle er det meget spændende. Hun tilføjede desuden at vi godt kan regne med at de mange kinesere vi blev fotograferet sammen med på turen vil vise billederne af os til venner og naboer og fortælle mange gode historier om hvordan det var at møde vesterlændinge.

Et lille surt opstød herfra om bagsiden af medaljen ved at bo og arbejde i Kina.

Nå, men jeg vil ikke forlade skrivebordet før jeg har berettet lidt om vores tur østpå. Mandag morgen steg en ekspedition bestående af 9 danskere, vores kontaktperson Sunny, 2 chauffører og Mr. Zhaos søster, Mrs. Zhao, med husbond ind i en alt for lille bus. Her skulle vi de næste 4 dage tilbringe alt for mange timer af vores vågne tid mast inde mellem tasker, mad og skraldeposer uvidende om hvor vi var, hvor vi var på vej hen og hvor langt vi var derfra. Sådan er Kina – man følger bare med den, der bestemmer – i dette tilfælde Mrs. Zhao. Denne kvinde, som drikker risvin som vi andre drikker vand til sin frokost og aftensmad, bør introduceres ordentligt. Værende skolens leders søster er det ikke underligt at hun er havnet på en høj post på Cathay Future. Mrs. Zhao er girlpower der er gået over gevind og når jeg siger at hun bare på første dag nåede at få de knap så flatterende øgenavne ”Dronningen” og ”Tudsen” (førstnævnte hentydende til hendes personlighed, sidstnævnte hendes udseende) kan I måske få en idé om hvordan hun er. Og alligevel ikke, for en Mrs. Zhao vil ikke kunne eksistere i Danmark. Den måde hun misbruger sin magt og råber af folk ville ingen danske kolleger finde sig i, men hverken Sunny, chaufførerne eller hendes mand turde sige hende imod på denne tur og det i sig selv siger jo lidt om hvor skræmmende hun er. F.eks. kom Sunny på et tidspunkt med to valgmuligheder til os om hvor vi gerne ville spise aftensmad men hun tilføjede hurtigt at det selvfølgelig var op til Mrs. Zhao i sidste ende.

Første aften hvor vi gjorde stop i den kinesiske filosof Konficius’ hjemby Qufu skabte Dronningen røre i andedammen ved først at drikke sit danske hof fulde under aftensmaden med utallige gambei’s (skål=bunden op), påfyldninger af øl i vores glas og druksange for bagefter at sige at vi skulle gå tidligt i seng og ikke tage i byen eftersom vi skulle op kl. 6.00 næste morgen. Et par enkelte rebeller truede med at feste videre uden for hotellets grænser alligevel (de ville ikke lade sådan en nævenyttig kineser bestemme over dem på deres ferie), men da vi så frygten og alvoren i Sunnys øjne endte det dog alligevel med at alle blev hjemme – vi vidste hvem det ville gå ud over hvis ikke vi adlød og det ville ikke blive sjovt for hende.

Aftenen blev dog ikke helt begivenhedsløs eftersom at Anders og Anders (som boede på værelse sammen) fik uventet besøg. Midt i Anders Pugholms aftentoilette råbte Anders Svennum inde fra værelset til ham: ”Der er nogle piger herinde”. Rigtigt nok var der trådt to piger ind ad døren, den ene køn, den anden mindre heldig på det område. Anders og Anders forstod ikke hvad pigerne sagde, andet end ”san bai” som betyder 300. Dette var til gengæld nok til at vække deres mistanke og de råbte på Sunny som hurtigt fik jaget luderen (den kønne pige) og hendes kvindelige alfons på flugt. Det tog dog lidt tid herefter at få overbevist en skeptisk Sunny om at 2xAnders var helt uskyldige i denne sag. Argumentet, der lød på at ingen af dem ville kunne finde ud af at ringe og bede om en luder på kinesisk, lod dog til at tilfredsstille hende. Desuden ville det jo også være underligt at bestille en luder for bare at bede hende om at gå. Nå, men vi kom alle i seng i tide efter en kop te og en sludder med vores buschauffører Peter og Lenny.

Næste morgens morgenmad bød på vakuumpakket brunt æg, potnudler og langtidsholdbar mælk på brikkarton, alt sammen medbragt af vores kinesiske arrangører, og efter en lang rasletur i minibussen nåede vi endelig frem til næste stop på turen, byen Qingdao. Kystlinjen var som tidligere nævnt nok byens hovedattraktion og når man tænker på at meget få kinesere bor tæt på en kyst er det også forståeligt nok. Det er også i denne by at en af Kinas mest drukne øl, Tsing Tsao, produceres. Øllen er opkaldt efter dens hjemby, men navnet er stavet anderledes fordi det skrives på gammeldags vis – udtales ens [tjeng-’dau].

De næste dage gik hovedsageligt med ind i bus, rasle rasle, ud ad bus, kigge os omkring og ind i bus. Det var dejligt at se noget natur – Konfucius’ have og den kinesiske kyst, men det var også en hård tur fordi så meget af tiden gik med transport. Ingen af os var derfor kede af at komme hjem til vores værelser på Cathay Future, der i mellemtiden havde fået installeret køjesenge (spørg ikke hvorfor – vi har ikke fået nogen forklaring).

I morgen skal jeg hjem til en kineser og spise aftensmad og på lørdag skal vi til vores kontaktperson Sunny’s bryllup, så den kommende uge tegner til at blive interessant.

Det var alt herfra.  Husk at se billederne paa www.flickr.com/photos/camillagates,

Camilla

Endnu en søndag er oprunden og det må være på tide at gøre status for denne uges highlights inden vi træder ind i en ny. Ugen der gik, har af flere årsager været ret begivenhedsrig.

1) Danish Sports Week

Denne uge har været ugen hvor Danish Sports Week løb af stabelen i den bilinguale børnehave (med Anders P, Lagiya, Kitt, Jacob og mig som arrangører). Fra tirsdag til fredag gjorde vi os en del mere nyttige end vi plejer at være ved at stå for at lege 'danske' lege i parken med de forskellige klasser. En rigtig god idé, kan man sige, men desværre ærgerligt at eventen lå under for kinesisk planlægning og at vi derfor stod tirsdag morgen uden tov til tovtrækning, uden bat og tennisbolde til rundbold og uden veste til opdeling af hold. Man lærer at improvisere når man bor i Kina og vi lod dog heller ikke manglen på redskaber stå i vejen for os. Da flere udfordringer - de kinesiske læreres besvær med at forstå og forklare reglerne, børnenes mangel på koncentration og problemet med at andre årgange lige pludselig besatte de arealer vi troede vi havde beslaglagt - dukkede op hen ad vejen, blev vi dog mere og mere frustrerede og sidst på ugen var jeg (og min stakkels stemme) i hvert fald glad for at det var sidst på ugen. På trods af at visse odds var imod os, synes jeg alligevel at ugen alt i alt var god - og vigtigst af alt fik ungerne rørt sig og grinet, og det var det hele værd at se dem sådan.

John og Cindy fra Angel Class

2) Fødselsdag for Cathay's april-børn.

En aften i ugen kom Kitt og jeg tilfældigvis gående igennem forhallen i vores bygning (Tianjin Cathay Future Children's Art Centre) da vi opdagede at et stort show var i gang. Der var dans på scenen og en masse hujende børn, som havde fået hatte og store bamser, sponsoreret af McDonald's selvfølgelig. Vi kunne nok fornemme at der var noget fødselsdag i gærde - men hvem var fødselaren? Mr. Zhaos 14-årige datter, som vi fandt frem til dernede, fik på sit sparsomme engelsk forklaret os sagens sammenhæng imens en gigantisk lagkage blev båret op på scenen. Pludselig blev Kitt og jeg hevet op på scenen - "take picture" blev der sagt - og skulder om skulder med selveste Mr. Zhao (headmasteren) og et par enkelte udvalgte børn fik jeg 'æren' af at skære lagkagen for imens fotograferne blitzede løs. Et glimrende eksempel på kinesernes spontanitet (og forkærlighed for at få taget billeder sammen med vesterlændinge. Nu vi er ved det fik jeg vist aldrig fortalt om den gang i Shanghai hvor et kinesisk forældrepar ud af det blå bad mig holde deres baby sådan at de kunne tage et billede af den lille stakkel sammen med mig. Meget normalt herovre, også oplevet andre steder.)

3) Fødselsdag for Cathay Future

I torsdags fyldte skolen her 14 år og dette skulle selvfølgelig fejres med et brag. Vi havde som sædvanlig ikke fået en pind at vide; kl. 17.00 samme dag kiggede vores kontaktperson Sunny forbi her på 9. etage og meddelte at der skulle være grill-mad og at Mr. Zhao skulle synge opera kl. 18.00. De fleste af os havde heldigvis ikke andre planer, så vi mødte frejdigt op i den store mødesal på 7. etage, hvor operaen skulle spilles, en time efter. Og der var rigtig nok stillet op til det helt store show. Vi blev ledt hen på vores pladser, et sted i midten - bagved eliten, de fine som man skulle rejse sig op for da de kom ind, men stadig foran de almindelige lærere. Sunny havde købt blomster som jeg fik den tvivlsomme ære af at skulle overrække til Mr. Zhao efter hans optræden. Nå, men publikum blev udstyret med knæklys (en stav der lyser op når man bøjer den), de fine folk blev til Starwars-lignende musik overrakt en gave: Peter Plys CD-holder (?!) og lyset blev dæmpet. Operaen kunne begynde. Som jeg vist har nævnt tidligere er Mr. Zhao utrolig glad for at (høre sig selv) synge og hvad er så mere nærliggende end at opsætte en storslået musical med sig selv i hovedrollen, når noget skal fejres. Det kan man hvis man har magt i Kina - og det har Mr. Zhao (onde tunger vil for resten vide at Mr. Zhao er tidligere politimand og fik sin magt ved at have en affære med den rigtige kvinde.) Selvom vi ikke forstod et ord af den kinesiske opera var den rigtig underholdende, nok mest fordi at de andre roller også var blevet besat af kendte ansigter, f.eks. lederen i vores børnehave og køkkenchefen fra kantinen.

Mr. Zhao i det romantiske hjørne

4) Fødselsdag i Sunshine Class

Fredag havde Angel i børnehaven så fødselsdag og jeg klarede at få sneget mig med på trods af mine forpligtelser mht. Danish Sports Week. Kineserne kan nemlig, overraskende nok, godt finde ud af at lave gode, store og flotte lagkager. Jeg vil ikke gå i dybden med hvordan det gik for sig, men jeg bliver lige nødt til at fortælle om en særlig tradition. Den trofaste læser vil måske huske mit besøg på Xinjang-restauranten sammen med Salaam. Her havde en ung kvinde fødselsdag og fik smurt lagkage i hovedet af alle sine venner. Dette betyd held og lykke for hende. I Sunshine Class har man et lignende ritual, men her gik det vildere for sig; Efter at have spist deres lagkage fik børnene simpelthen lov til at løbe rundt i klassen og smøre resterne fra tallerkenerne i hovederne på hinanden! Jeg fik selv flødeskum op og ned ad armen. Når man tænker på hvor meget disciplin der normalt er i børnenes hverdag kom det at de fik lov til at have denne madkamp bag på mig, men det var selvfølgelig bare dejligt at se dem slå sig lidt løs...

I morgen tidlig rejser vi af sted med Sunny. Hun har arrangeret den tur som Cathay Future ifølge aftalen betaler for os som en del af vores løn. Vi skal ud til østkysten, bl.a. til byen Qingdao som skulle være meget flot. Jeg glæder mig meget,

Camilla

For første gang i noget der synes umindelige tider kan jeg tage mig den frihed at holde fri på en søndag - det blev endelig mit navn, der stod under 'fri' på vores arbejdsfordelingsliste over vores søndagsjob i English Center. Og en fridag er lige hvad jeg trænger til efter at sidste uges fridage gik til Shanghai-tur og denne uges weekend blev tilbragt i Beijing. Selvom det er fedt at rejse er det altså ikke afslappende. Afslapning foregår for mit vedkommende på en bænk i solen, med en dunk jasminthe og en god bog (i dag: Helle Stangerups 'Spardame' som min mor har sendt mig. Indtil videre yderst anbefalelsesværdig.) Dette bliver næste punkt på min dagsorden som indtil videre har indbefattet motion (!!) på 7. etage, herefter frokost + gåtur sammen med en af lærerne fra English Center og som - til tonerne fra fantastiske Rufus Wainwright - nu byder på blogskrivning og (surprise) thedrikning. Det var min dag i dag. Nu vil jeg berette lidt om dagene der ligger forud for denne.

De første dage i ugen gik med det (nu) sædvanlige, men torsdag var relativ begivenhedsrig. Min Sunshine klasse (5-6 år) skulle torsdag formiddag sammen med de to andre store klasser til dansekonkurrence i en anden tosproget børnehave - dette fortalte man mig selvfølgelig først da jeg ankom torsdag morgen, fuldt forberedt til at undervise, medbringende en guitar. Havde man gjort sig den ulejlighed at underrette mig tidligere, kunne jeg have ladet guitaren og materialerne blive hjemme, for der var nemlig ingen tid til undervisning denne dag. Jeg tog det dog ikke tungt, sådan er Kina og jeg er faktisk begyndt ikke at lade mig irritere over det. Det kommer der alligevel ikke noget godt ud af.

De tre klasser blev stoppet ind i én bus - fire-fem kineserbørn på hvert dobbeltsæde. Lærerne måtte stå ned ad midtergangen. Efter ca. ½ times svedig og støjende bustur var vi endelig fremme. Ligesom mine elever var de andre fremmødte børn også i ens tøj og kort efter ankomsten gik første hold børn på 'scenen' og demonstrerede deres evner i synkrondans, som er den slags dans man ynder at træne i de kinesiske børnehaver. Dansen afspejler i øvrigt den kinesiske politiske mentalitet meget godt. Lær at indrette dig - gør som de andre og din overordnede uden at stille spørgsmål eller forsøge at forstå. Jo bedre du mester dette og kan det udenad, des bedre vil du klare dig. Efter megen march og viften med ponponer fra de andre børns side var det endelig mines tur til at vise hvad de kunne. Og selv om de ikke var et hak bedre end de andre var jeg pavestolt af dem og blitzede løs med kameraet og lavede thumps up til dem som en anden mor. De er nu søde når man ikke lige står og underviser dem.

Sunshine class danser (mere eller mindre) synkront

Da vi var færdige tog vi hjem med bussen igen - her var jeg så heldig at sidde på forreste sæde, helt oppe ved chaufføren med en køresyg dreng på skødet. Han holdt dog morgenmaden i sig og vi havde en meget hyggeligt bustur.

Torsdag aften dukkede et hidtil ukendt ansigt op her på 9. etage hvor vi bor. Ejeren af ansigtet hedder Bruno og er tidligere lærer her på Carhay Future (forårshold 2006). Bruno havde for et års tid siden fundet en kinesisk kæreste her i Tianjin og selvom han til august var rejst hjem til Danmark, havde de stadig holdt kontakten. Bruno var derfor vendt tilbage til byen i slutningen af sidste år og arbejder her nu på eget initiativ som engelsklærer. Det var rigtig hyggeligt at snakke med Bruno, for det første fordi han er rigtig flink og for det andet fordi at det altid er spændende at udveksle erfaringer om jobbet her på Cathay og Kina i det hele taget. Nogle af os tog Bruno med på en af vores favoritrestauranter her i byen - den som laver mad fra Xinjiang-provinsen. Maden var lækker som altid, men jeg tror ikke helt Bruno delte vores begejstring, da han fandt det lidt for stærkt :)

Fredag tog vi som tidligere nævnt til Beijing. Som jeg skrev sidst, mødtes vi i Shanghai med Kristian = UFO fra den danske hiphopduo UFO Yepha og vi havde lovet ham at komme og bakke ham og Jeppe lidt op når de skulle spille i Beijing for et kinesisk publikum. Koncerten var en del af et hiphoparrangement hvor der også deltog en række kinesiske navne. Hiphop er endnu ikke så stort i Kina og der var - nok af den grund - ikke mødt så mange mennesker op, men det var rigtig sjovt at høre noget kinesisk hiphop (noget var faktisk meget fedt) og selvfølgelig at høre dansk rap når man er så langt væk hjemmefra. Da UFO Yepha var på scenen var det næsten kun os danskere der stod foran og heppede, men jeg synes til gengæld også at vi gjorde det godt og med masser af iver.

UFO Yepha i Beijing. Kristian aka UFO til venstre, Jeppe (Yepha) til højre

Det var vist ugens højdepunkter. Om en uge holder kineserne 'Golden Weekly Holiday', men herovre er ferie ikke bare noget man får smidt i hovedet. Nej, kineserne skal fra i morgen arbejde otte dage i træk, sådan at de kan få sparet nogle fridage op. Vi danskere har lige fået en ekstra arbejdsdag på fredag og er derfor sluppet rimelig billigt. Næste uge er i øvrigt ugen hvor 'Danish Sports Week' i børnehaven løber af stabelen. Os fem danskere som arbejder der skal planlægge nogle aktiviteter for børnene som de kan lave, f.eks. rundbold. Det skal nok blive en udfordring at få forklaret reglerne!

Farvel herfra for denne gang.